Kreativ softwareudvikler til innovationsteam

Vi arbejder i korte sprints med basis i Scrum og anvendelse af metoder og processer fra Design Thinking. Omsætte ideer og scenarier til digitale prototyper der…...

Er du kreativ, dygtig til at formidle, evner at omsætte ideer til prototyper og kan du sætte din tekniske viden i spil til at løse komplekse problemstillinger i vores skatteforvaltning? Så er du måske den software udvikler vi har brug for til vores innovationsteam.

Vi søger en softwareudvikler som kan omsætte ideer til digitale løsninger, der kan demonstreres. Du har interesse for teknologi, digitalisering og innovation og finder det helt naturligt med et brugercentreret fokus i din tilgang til udvikling. Du bliver en del af kontorets Innovations team, som udforsker, konkretiserer og afprøver nye løsninger til fremtidens skattevæsen. Vi befinder os mest i farvandet Proof of Concept, men kommer ikke uden om også at forholde os til strategi og forretnings-potentiale.

Vi er ikke bange for at eksperimentere, og virker det ikke, så har vi helt sikkert lært af det, og prøver igen. Det er en del af vores læring ” fortæller din nye kontorchef Carsten Hejlskov og fortsætter, ” Innovation er jo en del af kontorets navn, og vi er ikke et kontor der laver det samme i dag, som vi gjorde i går. Så hvis du er en nysgerrig udvikler, der godt kan lide at skubbe lidt til grænserne, så er det her et ret fedt job”

Du bliver en del af kontoret Digital Udvikling og Innovation, som består af designere, UX’ere, udviklere, testere og Scrum-mastere. Vi arbejder i korte sprints med basis i Scrum og anvendelse af metoder og processer fra Design Thinking.

Team-ånden er definerende for vores kontor, så du skal have lyst til at skabe resultater og opbygge viden i tæt samarbejde med dine kollegaer. Vi elsker at lære, og vi fejler også gerne på vejen. Vi vægter at være nysgerrige, at nå til erkendelser men også at opnå effekt og have fokus på den faglige kvalitet.

Vi tilbyder spændende og udfordrende udviklingsopgaver

I innovationsteamet arbejder vi typisk med skitsering af nye løsninger og har det seneste år blandt andet beskæftiget os med udforskning af transaktionsbaseret moms, voicebot samt en blockchain-baseret løsning til udbytteområdet. Målet for vores arbejde er at løfte innovationen i hele organisationen, blandt andet igennem eksempler på innovationsprojekter, men også ved at formidle innovationsprocessen og indgå i samarbejder på tværs af hele organisationen.

Som udvikler i innovationsteamet skal du bidrage til at konkretisere og formgive scenarier eller tidlige ideer til nye løsninger. Vi er et team af fire medarbejdere med fokus på forretning, brugere, innovation og dig som udvikler.

Vi har en forventning om, at du i rollen som udvikler, også har fokus på brugeren, forretningen og den kontekst, som løsningen skal indgå i. Vores faglige kompetencer er forskellige, men det er i samspillet vi når frem til den bedste løsning. Derfor kan du også som udvikler forvente at skulle deltage i workshops omkring brugerbehov, eller at blive inddraget i arkitektur beslutninger om løsningens udformning.

Din rolle og primære opgaver:

  • Analysere komplekse problemstillinger
  • Bidrage til udvikling af scenarier eller koncepter på nye løsninger
  • Omsætte ideer og scenarier til digitale prototyper der kan demonstreres
  • Indgå i dialog med øvrige fagkompetencer i UFST, fx arkitekter, data & analyse, drift m.v.
  • Bidrage til præsentationer, demo m.v.

Innovationsteamet er typisk løsrevet fra de store it-projekter og vil enten slippe opgaverne inden de overgår til implementering eller indgå i samarbejder med it-projekterne omkring innovationssprints. Vi stræber efter at kunne tænke fem år frem og ved derfor hvor vigtigt det er, at forstå, hvor vi er i dag.

Vi søger dig, der kan formidle svære tekniske koncepter og tænke innovativt i den opgaveløsning

Du er kreativ og teknologiglad. Du har nemt ved at omsætte ideer og tidlige koncepter til noget, der kan vises og testes. Du engagerer dig socialt og handler proaktivt. Du er ikke bange for at give din mening til kende, og du kan bakke dine holdninger op med faglig argumentation. Du vil gerne bidrage aktivt til de opsøgende og afklarende opgaver. Du holder dig ajour med udviklinger og trends indenfor it og altid nysgerrig på at finde kontekster, hvor det kan prøves af.

Vi forventer, at du er erfaren indenfor mindst et objektorienteret programmeringssprog som f.eks. Java, C# eller python og har arbejdet med Microservices, Continuous Deployment og Integration, Docker og REST API.

Måske har du erfaring fra start-up verdenen, måske har du erfaring som konsulent, i hvert fald har du mod på at udforske og forfølge nye tanker i en verden, der kan være meget kompleks og svær at rykke. Dine personlige kompetencer er afgørende for din succes i rollen. Vi lægger vægt på, at du har et stort drive og sikrer fremdrift i din opgaveløsning.

Din nye arbejdsplads

Udvikling og Innovation er en del af Udviklings- og Forenklingsstyrelsen (UFST), og vi er i dag omkring 20 medarbejdere i kontoret. Enheden arbejder med in-house it-udvikling og innovation som omdrejningspunkt. Målet er at levere fremtidssikre, digitale løsninger og gøre skatteforvaltningen i stand til at følge med den teknologiske udvikling. Når vi udvikler løsninger, arbejder vi agilt og teambaseret og efter DevOps-mindset. Det betyder, at vi både udvikler og drifter egenudviklede it-systemer.

Vores teams er tværfaglige og består af forskellige medarbejderprofiler, der hver især er nørder indenfor netop deres fagområde. Vores kontormiljø er præget af en uformel og dynamisk vibe, og til daglig dyrker vi et stærkt fællesskab med fokus på trivsel og personlig udvikling. Vi elsker at lære, og vi fejler også gerne på vejen. Vi vægter at have det sjovt, men er samtidigt fokuserede på den faglige kvalitet.

Du bliver en del af en arbejdsplads med højt, fagligt niveau og interessante, samfundskritiske projekter. Som medarbejder arbejder du under gode personaleforhold, ligesom du kan se frem til at arbejde i et rummeligt, ambitiøst og sjovt kontor med masser af personligheder og fagligheder, der arbejder tæt sammen på tværs.

Der er en super god stemning i vores team, selv når bølgerne går lidt højt omkring bordfodboldbordet ” fortæller Carsten og griner.

Vi mødes til fælles morgenmad én gang om ugen og ved fagligt orienterede kontordage, der giver nye indspark. Der er gode muligheder for at få indflydelse i de projekter, du arbejder på og for at udfordre rammerne for offentlig it. Samtidigt er der mulighed for personlig kompetenceudvikling og for at gøre karriere i den samlede organisation.

Ansøgning og ansættelsesvilkår

Samtaler afholdes løbende, så søg jobbet allerede i dag ved at sende din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle udtalelser via linket ”Søg jobbet”. Fristen for at søge jobbet er senest 9. maj 20021.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte innovations-koordinator Tine Stevnhoved på tlf. 72 37 65 92.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg – tæt på Flintholm Station.

Din nye arbejdsplads

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen (UFST) har til opgave at forenkle og udvikle IT-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende IT-systemer. En stor del af vores arbejde sker i tæt samarbejde med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Som medarbejder arbejder du under gode personaleforhold, ligesom du kan se frem til at arbejde i et rummeligt, ambitiøst og sjovt kontor med masser af personligheder. Vi dyrker fællesskabet ved fælles morgenmad én gang om ugen, mindfullness, bordfodbold og ved fagligt orienterede kontordage, der giver nye indspark. Der er gode muligheder for at få indflydelse i de projekter, du arbejder på og for at udfordre rammerne for offentlig it. Samtidigt er der mulighed for personlig kompetenceudvikling og for at gøre karriere i den samlede organisation.

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.